Artikel

JESPER NIELSEN INDTAGER MIDT- OG VESTJYLLAND MED NY MÆGLERFORRETNING

10. september 2021

Med et kvalitetsbevidst og æstetisk stærkt alternativ til de eksisterende brands åbner Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen nu endnu en forretning. Denne gang sættes knappenålen i hjertet af Herning, hvorfra forretningen dækker Midt- og Vestjylland. Forretningen bliver nummer 14 på Danmarkskortet, og flere er på vej. 

Det er en veloplagt og markedsklar stifter og konceptdirektør, der i disse uger lægger planer for åbningen af endnu en mæglerforretning under livsstilskonceptet Jesper Nielsen. Og inden længe løftes sløret for, hvem indehaveren af den kommende forretning bliver.

-Vi arbejder på at lokalisere den helt rigtige lokation i Herning sammen med den kommende indehaver. Og vi glæder os helt enormt til at slå dørene op og kunne hjælpe endnu flere boligsælgere i Midt- og Vestjylland godt videre på deres boligrejse, siger stifter og konceptdirektør Jesper Nielsen.

Forretningen får som nævnt adresse i Herning, men Jesper Nielsen ser ligeledes interessante muligheder i hele oplandet ud mod Vestkysten – fra Hvide Sande i syd til Thorsminde i nord.

-Herning er en fantastisk by med et godt byliv, men også hele området ud mod Vestkysten er fantastisk smukt. Det er et naturskønt område, som vil bjergtage enhver dansker, siger Jesper Nielsen.

Naturligt skridt efter åbning i Aarhus

Åbningen af forretningen i Herning bliver det naturlige næste skridt efter en succesfuld åbning af Jesper Nielsen-forretningen på Havnegade i Aarhus, der dækker hele Østjylland, tidligere på sommeren.

-Vi er ydmyge og meget taknemmelige for, hvor godt aarhusianerne og østjyderne generelt har taget imod os. Det er en stor tillidserklæring, når kunderne vælger os til, og derfor er vi glade for, at stadig flere betror os til at hjælpe dem godt videre på boligmarkedet, siger Jesper Nielsen.

De flotte resultater, der allerede er opnået fra forretningen i Aarhus, giver Jesper Nielsen gode forhåbninger for den kommende åbning i Herning.

-Jeg er imponeret over den ekstremt store opbakning, vi har fået. Modtagelsen i Aarhus har været over al forventning. Det vil vi gerne sige tusind tak for, og vi glæder os til nu at bygge videre på den udvikling med åbningen i Herning, siger Jesper Nielsen og tilføjer, at Odense og Nordjylland følger trop inden længe.