Artikel

LAVT BOLIGUDBUD SKABER GUNSTIGT MARKED TRODS UROLIGHEDER

2. maj 2022

I kølvandet på pandemien har nye samfundsforhold sat boligmarkedet på prøve. Men trods konflikten mellem Rusland og Ukraine, stigende renter og højere energipriser er markedet stadig gunstigt for sælgere, lyder vurderingen fra Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen.

I øjeblikket er der cirka 40.000 boliger til salg i Danmark. Før coronapandemien var tallet cirka 60.000. Det viser den seneste opgørelse over boligudbuddet i april, som boligportalen Boliga har foretaget.

Ifølge Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen skaber det en bemærkelsesværdig situation, som fortsat giver sælgere gunstige vilkår på boligmarkedet.

-Selvom boligudbuddet er begyndt at stige efter adskillige måneder på skrump, er det samlede udbud fortsat meget lavt. Det skaber gode betingelser for boligejere, da der er mange købere i markedet, men færre boliger til salg end normalt. Der er stort fokus på rentebevægelserne i mediebilledet i øjeblikket, og det er da også en faktor, der har betydning for boligejere og kommende købere. Men vi ser ikke mærkbare ændringer i markedet som konsekvens af de nuværende rentebevægelser, lyder det fra direktør Jesper Nielsen.

Flere boliger på hylderne

Trods et stigende boligudbud er der dog fortsat plads til flere sager på hylderne, påpeger han.

-Vi får løbende nye spændende boliger til salg i alle vores forretninger landet over, og køberne sidder klar til at slå til. Derfor oplever vi fortsat flere steder, at de boliger, vi har til salg, sælges på kort tid. Går du som boligejer med nye spirende boligdrømme, kan det derfor være et godt tidspunkt at gå i markedet på. Vi står klar til at hjælpe dig med dit boligsalg, siger Jesper Nielsen.

Sommeren står for døren, og her vælger mange danskere historisk set at gøre alvor af boligdrømmene. Hos Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen står vi altid klar til at starte en indledende og uforpligtende dialog i en af vores forretninger.