Artikel

VILLAER SÆLGES EN MÅNED HURTIGERE NU END FOR ET ÅR SIDEN

23. november 2021

Der har været travlhed på villamarkedet det seneste år, og det kan aflæses i salgstiderne, som er forkortet med en måned på tolv måneder, viser nye tal.

Er du i markedet for at købe en villa, skal du nok ikke tøve for længe, når drømmeboligen er fundet.

For mens det sidste efterår i gennemsnit tog 141 dage at sælge en villa, kan man som sælger af sin villa i dag forvente, at det går en måned hurtigere med en aktuel salgstid på 110 dage. Det fremgår af tal fra Boligsiden, som Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen har analyseret.

-Når vi ser tilbage på det sidste år, kan vi godt mærke, at der har været mere end almindelig meget fart på. Lysten til at sælge og købe villaer er noget af det vildeste, jeg har oplevet i mine mange år som mægler, siger Jesper Nielsen, som er stifter og direktør af Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen.

Alle betingelser til stede

Det er især villaer, som under hele pandemien har holdt et højt og stabilt salgs niveau.

-Mens vi mærker stabilisering på ejerlejligheder og sommerhuse, fortsætter markedet for villaer og rækkehuse med at imponere. Men alle betingelser er også til stede for et dynamisk og tempofyldt villamarked. Renten er lav, beskæftigelsen høj, og så tror jeg, at mange af os efter mange måneders hjemmearbejde vil gå rigtig langt for at få mere plads og en have, som man typisk får med en villa, siger mæglerdirektøren.

Han forventer, at salgstiderne for villaer stadig kan nå at blive lavere.

-Udbuddet er historsk lavt, men der er stadig mange købere derude. Vi ser, at priserne stadig stiger, så mit bedste bud er, at vi ikke har set de laveste salgstider endnu, vurderer Jesper Nielsen.