Sagsdata

Sagsnr.
JNL01774
Kontant
11.475.000
Udbetaling
575.000
Brutto / netto
50.448 / 42.662
Boligtype
Villa
Opført
1917
Energimærke
D
Boligareal
188 m2
Kælder
13 m2
Grundareal
1.372 m2
Stuer/Vær./Etager
2/3/3
Ejerudgift pr. mdr.
6.795 kr.
Forbrug pr. mdr.
1.693 kr.

Sehesteds Alle 3
3520 Farum

PALÆVILLA
NED TIL
FARUM SØ

En tidlig forårsmorgen starter med sol strømmende ind gennem de småsprossede vinduer. I slår altandøren op, og foran jer folder Farum Sø sig ud med blåt vand og grønne omgivelser. Jeres hjem ligger på en af Farums mest attraktive adresser, hvor I er omgivet af sø og skov, men samtidig har kort afstand til byens mange tilbud. Her leves livet i en smuk palævilla fra 1917. Fra kælder til kvist bydes der på indbydende kvadratmeter, hvor istandsættelser har fremhævet de originale detaljer og husets enestående charme. Fra matriklen har I gåafstand til stationen, Hovedgaden og Farum Bytorv – derudover kan børnene sendes afsted på cykel til den populære privatskole Marie Kruses Skole.

I får desuden rig mulighed for at nyde nærområdet med aftenture i skoven eller varme dage ved Furesøbadet. Hjemme på Sehesteds Allé 3 kan bilen parkeres i den tilhørende garage med el-port. Herefter bydes I velkommen af den klassiske palævilla med hvidpudset facade, kviste, gesimser og halvvalmet tegltag. Boligens 188 kvadratmeter fordeler sig på halvandet plan – derudover får I et praktisk kælderrum og en udnyttet tagetage, hvor I kan indrette jer med kontor eller fællesrum. Stueplanet består af en hall samt et gæstetoilet og et bryggers, som begge er renoveret i 2018. Dertil kommer det tidssvarende Designa-køkken fra 2017 med granitbordplade samt et opholdsmiljø med åben forbindelse mellem spisestue og dagligstue.

Her prydes rummene af høje vægpaneler, detaljerig stuk, et flot lysindfald, en åben pejs og udsigt til verandaen, som fuldendes af to elegante søjler. Førstesalen har et stilrent badeværelse fra 2016 med fritstående badekar og Dusch-toilet – samme mærke som på gæstetoilettet. Heroppe får I desuden tre værelser, hvoraf det ene har udgang til den sydvendte altan. Denne suppleres af den grønne have, hvor udelivet opgraderes med jeres helt egen badebro, en stor terrasse med granitfliser, adskillige solkroge, et bådhus og den evigt kønne udsigt til Klavs Nars Holm – her er desuden kystsikret med bolværk i 2016. Velkommen til Sehesteds Allé 3!