Artikel

UNIK EJENDOM I GENTOFTE

17. maj 2021

Adresse: Emmasvej 19, 2820 Gentofte

Da sælgers fjerde barn er på vej til at flytte hjemmefra, er det nu blevet tid til at udbyde denne smukke villa fra 1913, som er spækket med originale detaljer. Huset er i tre etager og ligger på en rolig og meget børnevenlig villavej tæt på alt, hvad man har brug for i det daglige.

Boligen fremstår ind- og udvendigt i flot stand med nyere vinduer og en gennemført indretning. Fortil har I en smukt anlagt forhave, mens der mod syd åbenbarer sig en skøn have, der prydes af skønne bede med blomster, buske og små træer. Hertil kommer to terrasser, hvor sommeren kan tilbringes.

Indendøre venter jer to elegante og herskabelige stuer - en dejlig rummelig opholdsstue med en smuk gaspejs og en flot spisestue med direkte udgang til det skønne terrassemiljø og åben forbindelse til det flotte, håndbyggede snedkerkøkken. Stueetagen afrundes af en indbydende hall med adgang til gæstetoilet og garderobe/depotrum.

Førstesalen tilgås via trappen i den flotte hall, og her får I adgang til to store soveværelser, hvor det ene har udgang til altan, et lækkert badeværelse med separat bruseniche og kar samt en hyggelig repos, der ligeledes har udgang til altan.

På anden sal venter et hyggeligt loftsrum, der udgør det perfekte kontor eller gæsteværelse., mens den 119 kvadratmeter store, udgravede kælder rummer hele fem disponible rum i boligkvalitet, et lækkert badeværelse med bruseniche og badekar samt et praktisk bryggers med plads til vaskemaskine og tørretumbler. I forbindelse med udgravningen blev der lagt gulvvarme i hele kælderen, ligesom der naturligvis også er gulvvarme på badeværelset på første sal.

I kælder er der desuden indbygget garage med direkte adgang til bryggers. Garagen har tidligere været lavet om til et ekstra disponibelt rum, og kan nemt re-etableres efter behov.

Adressen på Emmasvej bringer jer tæt på hverdagens praktiske fornødenheder såsom skoler, daginstitutioner, sportsfaciliteter og et bredt udvalg af indkøbsmuligheder.

Der er ganske kort afstand til butikkerne på Jægersborg Allé og Strandvejen, og der er blot en kilometer til Bernstorffsvej Station. Samtidig bor I tæt på Bernstorffsparken og det fantastiske miljø ved Charlottenlund Strandpark, hvor der er gode muligheder for at nyde fritidslivet.

Se mere om ejendommen her.