Artikel

VILLA MED UDSIGT TIL DOMKIRKEN

26. maj 2021

Adresse: Provstevænget 4, 4000 Roskilde

På Provstevænget 4, hvor I får fornøjelsen af udsigten til domkirken til den ene side og udsynet over Roskilde Fjord til den anden, finder I denne imponerende flotte ejendom, der gennemgik en omfattende renovering i perioden fra 2015 til 2017.

Hvis I værdsætter både by og natur, kan I dårligt bosætte jer bedre end her. Mellem Folkeparken og Byparken i Roskilde har I let adgang til bylivets mange tilbud, mens de rekreative områder er tilsvarende lette at begive sig ud i. Bussen stopper lige i nærheden, I kan gå til både stationen og nærmeste supermarked, og der er ligeledes kort afstand til skole, dagtilbud og fritidsaktiviteter.

Huset er oprindeligt opført i 1913, og mange af de smukke, originale detaljer blev omhyggeligt bevaret, da den store renovering fandt sted for godt fem år siden.

Ved denne lejlighed blev kælderen gravet ud, så loftshøjden blev bedre, der blev etableret fire helt nye badeværelser, de to køkkener blev skiftet og hele boligen blev opdateret, så den står i flot og indflytningsklar stand.

De mange boligkvadratmeter fordeler sig over fire etager og dertil kommer en 138 kvadratmeter stor kælder i boligkvalitet. Stueetagen er indrettet med en lys og rummelig stue og en elegant spisestue, der er placeret i åben forbindelse med det flotte Invita Køkken, der desuden har udgang til terrasse.

 

Dertil kommer et gæstetoilet samt et stort soveværelse med tilhørende garderobe samt badeværelse med dobbelt håndvask og dobbelt bruseniche.

I kælderen finder I et vaskerum, to hobbyrum og et fitnessrum samt et toilet og et mindre depotrum. På både første og anden sal får I endnu et flot Invita Køkken placeret i åben forbindelse med en velindrettet spisestue, en hyggelig opholdsstue, et værelse, et gæstetoilet samt et soveværelse med tilhørende badeværelse.

På anden sal har soveværelset udgang til altan. Endelig er der en tredje sal bestående af et fint værelse samt et badeværelse med brus. En spændende ejendom med en særdeles attraktiv beliggenhed i et fredeligt og særdeles bynært kvarter.

Se mere om ejendommen her.